Elevhuset

Læs herunder hvordan du får en Elevhusplads, og hvordan dagligdagen foregår i Elevhuset på Teknisk Skole Silkeborg:

Opdateret

Optagelse

Når du bliver indkaldt til at følge et skoleforløb, vil du modtage et ansøgningsskema om optagelse til at bo i Elevhuset. Det udfylder du og returnerer til Teknisk Skole Silkeborg.
 
Optagelse i elevhuset er betinget af: 

  • at man er tilmeldt en erhvervsuddannelse
      
  • at man har søgt optagelse på den nærmeste skole med den ønskede uddannelse
     
  • at den daglige transporttid til skolen med offentlige transportmidler vil være mere end 5 kvarter hver vej, regnet fra man forlader sit hjem, til man træder ind på skolen.

Det skal bemærkes:

  • at har du mere end 5 kvarters transporttid til den nærmeste skole, har du frit skolehjemsvalg
     
  • at du kun kan bo i  Elevhuset i forbindelse med uddannelsens skoleperioder og ikke under praktikperioderne

Vil du vide mere, så ring på tlf. 8923 4000 og bed om at blive omstillet til Elevhuset. 

Ansøgning om en plads i Elevhuset:

Hvis du ønsker at ansøge om en plads i Elevhuset i forbindelse med din uddannelse, kan du benytte følgende skema:

Betaling

 Egenbetalingen for en berettiget plads i Elevhuset udgør pr. uge:

  •  pr. 01.01.2012 DKK 480,-

Beløbet dækker kost og logi, når du er optaget vil du modtage fakturaer som dækker for dit ophold. Der betales typisk for 5 uger ad gangen, den første faktura skal betales inden du flytter ind.
 
Fritaget for betaling efter de nugældende regler er følgende elever: 

  • elever under 18 år på grundforløb, hvis du ikke har en uddannelsesaftale 
     
  • elever som har forsørgelsespligt over for børn

Elevhuset har altid få pladser til elever, som af forskellige grunde ikke er berettiget, og ved henvendelse til os kan du høre om dine muligheder og om prisen for at kunne bo her.

Skal du arbejde på praktikværksted som SKP-elev og ønsker en plads i Elevhuset, skal du være opmærksom på, at det ikke vil være en berettiget plads til kr. 480 ,- pr uge.

Men kontakt os for at høre, om vi har plads til dig, og hvilken pris du skal give.

Indkvartering

At bo i Elevhuset er ikke luksus, men et godt værested, hvor du ud over kost og logi har mulighed for at skabe kontakt med andre elever og Elevhusets personale.
 
De fleste værelser, vi kan tilbyde, er dobbeltværelser, dog har vi få enkeltværelser. Værelserne er ikke store, derfor er det vigtigt, at du kan udvise tolerance og tage hensyn til andre.

Alle værelser er møblerede, og der er mulighed for at benytte sig af trådløst netværk i højhuset.

På hver etage er der opholdsstue med fjernsyn og dvd-afspiller og mulighed for at lave te og kaffe. 
 
For at opholdet skal blive så godt som muligt for alle har vi få, enkle regler, som du skal følge for at bo her:

  • du skal udvise en god adfærd og have en ordentlig omgangstone
  • du må ikke medbringe spiritus/øl i Elevhuset eller på skolen, og du må ikke færdes i synlig eller mærkbart beruset tilstand
  • du må ikke medbringe/indtage nogen form for narkotiske stoffer i Elevhuset eller på skolen, bemærk vi har kontrakt med vagtselskab/narkohund, der jævnligt foretager gennemgang på skolen og i Elevhuset.
  • Du må ikke medbringe våben i Elevhuset eller på skolen, hvis du skal anvende våben i forbindelse med din sport kan du få dit våben aflåst i våbenskab i Elevhuset.

Dagen før du skal starte på dit skoleophold kan du indkvarteres imellem 19.00 – 21.00. Du skal huske at tage håndklæder/ linned med og medbringe 2 billeder i pas billede størrelse.

Ved afrejse skal du forlade Elevhuset den dag dit skoleophold slutter, værelset skal være ryddeligt og rengjort og nøglen skal afleveres inden kl. 08.00.

Elevhuset har lukket i nogle perioder i forbindelse med helligdage og sommer/jule ferie og der vil det ikke være muligt at bo her.

Forplejning - Elevhusets køkken

 Elevhusets køkken tilbyder beboerne spændende og varierede retter, som serveres i spisesalen.
 
Til måltiderne tilbydes ta' selv borde og servering af forskellige varme menuer.
 
Der er hele dagen mulighed for at få varme og kolde drikke.
 
Vi lytter gerne til specielle ønsker og er åbne overfor nye idéer.
 
En del af vores vision er:

  • at være servicemindede
  • at have en god omgangstone
  • at have respekt for det enkelte menneske
  • at være kvalitetsbevidste
  • at tilbyde veltilberedt og lækker mad

Derudover er elevhusets spisesal samlingssted ved større arrangementer, som fx ved filmforevisning, sport på storskærm mv.

Kostpolitik

 Det er Teknisk Skole Silkeborgs holdning, at udbudet af mad i skolens kantiner og elevhus skal opfylde følgende:

  • der skal altid være et varieret udbud/tilbud
  • der skal anvendes flest mulige friske råvarer ved tilberedningen
  • der skal tilbydes både nyere og traditionelle retter
  • der skal tilgodeses flest mulige spisevaner
  • der skal altid være flere forskellige former for grønt tilbehør
  • der skal altid være mulighed for gratis frisk vand

Vores vision er

- At være serviceminded:

  • vi lytter til specielle ønsker og er åbne over for nye ideer
  • vi er imødekommende over for vores kunder
  • vi tilstræber en fair pris for vores varer

- At være kvalitetsbevidst og servere veltilberedt mad:

  • vi vil servere og anrette maden, så den præsenteres bedst
  • vi vil sørge for, at maden er velsmagende
  • vi vil sørge for at fremme det sunde valg

Fritid

I Elevhuset findes pool, dart, solarium, wii, bordfodbold, bordtennis, it-faciliteter og en hel del bræt spil, som du kan låne.  



Ud over aktiviteter i Elevhuset har vi aftaler ude i byen, hvor vi tilbyder vores elever lazermatic, bowling, rabat til biografen, ergometerroning, fisketure, kanoture, svømning og m.m.
 
Dyrker du sport, eller har du en hobby, formidler vi gerne kontakt til den lokale klub eller forening. Den smukke natur i og omkring skolen, indbyder til cykel- og traveture, lystfiskeri og sejlads.

Hvis du som elev har gode ideer til andre aktiviteter vil vi gerne prøve at imødekomme dem.
 

Retningslinjer for brug af skolens kanoer

Teknisk Skole Silkeborg har 6 kanoer beliggende på bredden af Remstrup Å, bag ved Gudenåens Camping plads, Vejlsøvej 7, Silkeborg.

Elevhuset forestår alt udlån og driftmæssige foranstaltninger vedr. kanoerne.

Kanoerne kan anvendes af skolens elever selv og til pædagogiske tilrettelagte forløb i undervisningen.

I ferieperioder kan kanoerne anvendes af skolens personale.

Kanoerne er til brug i perioden 1. maj – 1. oktober med mindre der er væsentlige ændringer i vejrforholdene.

Udlån til elever selv og til undervisningsbrug vil blive betegnet som erhvervsmæssig sejlads og dette betyder at skolen skal sikre et sejlads som er sikkerheds- og sundhedsmæssigt forsvarligt, at kanoerne er sikkerhedsmæssige godkendte og at redningsvestene er CE mærket.

Forud for enhver form for sejlads skal der være fokus på, at overholde bestemmelser og anbefalinger for årstiden. Og at oplysningen om sejladsen og antallet om bord er sket til Elevhuset.

Følgende retningslinjer skal overholdes:

  • Eleven deltager på frivillig basis
  • Eleven kan svømme
  • Eleven skal anvende redningsvest.
  • Eleven skal udvise et godt sømandskab, som betyder at opføre sig fornuftigt og tage hensyn til hinanden og andre sejlende, og ingen støjende eller generende adfærd.
  • At det er eleven selv der står for de sikkerhedsmæssige forhold under sejladsen
  • Eleven er orienteret om skolens retningslinjer og kvitterer ved udlåns seddel i Elevhuset.
  • At hvis eleven er under 18 år at også elevens forældre er blevet gjort bekendt med retningslinjerne og der er indhentet accept fra forældrene.
  • Al udlån af kanonøgler, pagaj og redningsveste skal være tilbage i Elevhuset samme dag inden kl. 22.00 medmindre der forligger en aftale med en underviser.